Artikel Psykologi

 

ARTIKEL

DET HAR ÆNDRET MIT LIV

Bolette Balling er hormonterapeut. Nu hjælper hun andre, som hun selv fik hjælp. Hun anede ikke, at det var hendes hormoner, der var på spil.

Af Christina Bølling 

”Nu har du været heroppe fire gange og fået antibiotika mod blærebetændelse, og hver gang er infektionen kommet tilbage. Det holder ikke i længden. Jeg sender dig videre til en hormonekspert. Der skal styr på det”.  

Lige præcis sådan en behandling burde flere kvinder helt automatisk få hos deres læge, hvis de sidder i venteværelset med blærebetændelse for fjerde gang eller har andre kroniske gener, som måske i virkeligheden handler om, at de er i ubalance rent hormonelt. Men desværre er det slet, slet ikke tilfældet, siger Bolette Balling, der er naturlig hormonterapeut.  

Den uddannelse tog hun umiddelbart efter hun havde været hos en tysk hormonterapeut på Mallorca.

Det var dér, hun efter mange års tilbagevendende blærebetændelser fandt ud af, at de skyldtes hendes hormonbalance eller rettere hormonubalance.

I dag er både blærebetændelsen, søvnløshed og den autoimmune sygdom lichen sclerosus, som Bolette ikke havde fortalt lægen om, væk.  

– Det har ændret mit liv, siger Bolette Balling.  

Hun bor halvdelen af året på Mallorca, og den læge, som hun opsøgte dernede, var tysk.

– I Tyskland er det helt normal procedure, at man går til en hormonekspert i de tilfælde. Det er det bare ikke for danske kvinder, herhjemme er det stadig lidt alternativt, og noget man selv både skal betale for, siger Bolette Balling, der tog uddannelsen til hormonterapeut, så snart, hun så, hvad det gjorde for hende selv.  

– Fra starten blev jeg nærmest overfaldet af kvinder, der ville vide alt om, hvad jeg lavede. Det var kvinder i alle aldre med vidt forskellige gener. Nogle troede, at de var på vej ind i en dyb depression og var mere eller mindre ved at affinde sig med, at de skulle leve resten af deres liv med ondt i kroppen og humørsvingninger ”for sådan er det jo”. Men kvinder skal ikke leve med gener, bare fordi de er kvinder, understreger hun.  

– Kvinder er ekstra udsatte. Dels har vi flere hormoner i spil – altså et større antal – og så gennemgår kvindekroppen også nogle betydeligt større svingninger igennem livet end mandens. Desuden tyder meget på, at kvinder reagerer stærkere på en række faktorer i den moderne, stressede livsstil, og hvis man tænker over det, er det ikke så mærkeligt. For vi skal jo kunne give livet videre og føde børn, så vores balance er formentlig langt mere fintfølende.  

Det gode er, at man kan gøre meget. Også selv.



 

– Det er et detektivarbejde, som kan være meget forskelligt fra kvinde til kvinde. Først taler vi selvfølgelig om symptomerne, og så bliver der taget en prøve af kvindens spyt for at se, hvordan det ser ud med hormonbalancen. Første skridt er at identificere ubalancen og finde ud af, hvad den skyldes, og bagefter handler det om at få kroppen rettet op igen. Det sidste kan godt tage tid, hvis det er noget, der har stået på i årevis, siger Bolette Balling og understreger, at man næsten altid kan gøre noget.  

Også uden kosttilskud og hormoncreme, som nogle kvinder dog ender med.  

– Det handler altid om livsstil også. Stress, dårlig søvn, for lidt motion og en kost med masser af tilsætningsstoffer og måske påvirkning af andre stoffer gennem eksempelvis kosmetik og andet, der påvirker hormonerne, er med til at få den naturlige balance på afveje.  

Men alene ved at fokusere på at få sovet rigtig godt, undgå stress og bevæge sig mere kan man skrue på nogle vigtige knapper.

– Hormonerne er vigtige for alt i kroppen, og når de ellers er i balance, hjælper de os netop til at have et afbalanceret og harmonisk liv. Vi sover godt – ikke for meget, ikke for lidt. Vi har en sund appetit – ikke for meget, ikke for lidt. De sørger for, at vi har en sund cyklus, at vi kan blive gravide, hvis vi ønsker det, og fører os sikkert gennem pubertet og overgangsalder, siger Bolette Balling.  

Hormoneksperten sendte Bolettes spyt til analyse et laboratorium i Tyskland, og svaret på, hvad der var galt, kom hurtigt: De fleste af hendes mange forskellige gener skyldtes det samme, nemlig at hormonbalancen var ude af balance som følge af begyndende overgangsalder. Men det var ikke kun overgangsalderen, der var problemet, den havde bare sat lup på en række ubalancer, som Bolette havde kendt i årevis.

Det er mest voksne kvinder, der henvender sig til Bolette for at få en hormontest. Både fordi de kender deres krop og godt kan mærke, at noget ikke føles helt rigtigt, eller som det plejer. Og menopausen eller de første tegn på den, har det med at få mærkelige gener til at blusse op.

 

– Det er skam ikke, fordi de yngre kvinder ikke har problemer, de tænker bare ikke over, at det er noget, de kan gøre noget ved. Når de kommer, er det slemt. Så er det typisk, fordi de ikke kan blive gravide, lider af PCO, endometriose eller har stofskifteproblemer. Og der er kroppen helt klar i mælet: Du kan ikke blive gravid, hvis dine hormoner ikke er i balance, hvilket på en måde er ret smart set fra kroppens synspunkt, men det er selvfølgelig vanvittig hårdt for den kvinde, der har problemet, siger Bolette Balling.

 

– Det er et puslespil, fordi det både kan handle om helt specifikke stoffer, der er for meget eller for lidt af, men det handler meget ofte også om samspillet mellem dem. Én ting er det, jeg kan se i hormontesten, noget andet er symptomerne og personens historie. I et tilfælde var der en ung pige, som havde ondt forskellige steder i kroppen, hun var samtidig meget træt, og de to ting påvirkede hendes livskvalitet på en dårlig måde. Da vi gik hendes symptomer efter og sammenholdt det med hendes historie, viste det sig, at hun havde slået sit hoved i en tidlig alder. Det lyder umiddelbart mærkeligt, men mange mennesker, der har været udsat for hovedtraumer, oplever faktisk hormonforvirring på et senere tidspunkt i deres liv. Det er simpelthen hypofysen, der sender forkerte beskeder, fortæller Bolette Balling.




 

Nogle gange mangler kroppen noget konkret for at komme i balance igen, så kan det hjælpe med homøopatisk medicin. De fleste gange handler det om en livsstilsændring. Om mindre stress, om at få sovet nok og spise hjemmelavet mad af rene råvarer, som ikke indeholder farve- og tilsætningsstoffer, som bestemt ikke er godt for hormonbalancen.

– Man skal holde sig fra rødkløver og undgå hormonforstyrrende stoffer fra kosmetik, rengøringsmidler og plastikvandflasker, siger Bolette Balling.

 

Mange af hendes klienter får det så godt, at de ønsker at slippe eksempelvis deres astmamedicin, når der er kommet balance i systemet. Også psykiske symptomer som ængstelse, PMS og humørsvingninger forsvinder, når hormonbalancen er genoprettet, siger Bolette Balling.

 

En stor del af de kvinder, der henvender sig, klager over brain fog. En tilstand, hvor man har det, som om man har jetlag non stop eller har en pose over hovedet.

 

– Det er en tilstand, der laver ”snigeren” på én. Til at begynde med føler man sig måske uoplagt, pludselig virker ganske almindelige hverdagsting stressende, man kan ikke overskue ret meget. Jeg kalder det cellestress, når hormonerne giver stresssymptomer. Binyrerne er et af de organer, der reagerer på langvarig stress, og selv om man ikke synes, at man er hektisk, så er de på overarbejde i en grad, hvor de til sidst ikke fungerer og ikke kan følge med. Det er dér, folk siger, at de er ”gået ned med stress”, fortæller Bolette Balling.

Vidste du ...

… at 40 pct. af alle kvinder fra 39 til 65 år lider af hormonrelateret hovedpine og 57 pct. af ledsmerter?

En af de ting, der skal til for at få binyrerne fungere til at igen, er blandt andet C-vitamin, men igen skal man have det fulde overblik i form at et hormontjek, for det er ikke noget, man selv skal eksperimentere for meget med. Ro, frisk luft, lys og ”tapping” (hvor man stimulerer nervesystemet) kan man til gengæld sagtens køre ad libitum, samtidig med at man skærer ned på kaffe, cigaretter og alkohol. ”Alt, der forstyrrer søvnen, skal væk”, lyder Bolettes råd.
 

– Hvis du har haft det dårligt længe, tager det længere tid, før kroppen finder i balance igen. Men indimellem er der folk, der har det bedre allerede efter en måned. Det er meget individuelt. For mange er skridtet det største, den psykiske del fylder, de er ikke hørt – og de har ikke taget sig selv alvorligt, og de bliver forvirrede i deres søgen efter hjælp og information. Det betyder, at mange kvinder går med smerter og ubehag i årevis.

Bolette har særligt lagt mærke til én ting: De har næsten alle sammen tørre slimhinder, og det er ikke noget, man skal leve med, heller ikke efter overgangsalderen. 

– Det er ikke meningen, man skal have det dårligt. Hormonerne er der jo ikke for at genere os, men vi lever i en verden, som går vores natur imod. Meningen med hormonerne er meningen med livet; det er vores livsenergi, overskud, kærlighed, forplantningsevne, sociale kompetencer og kognitive færdigheder. Så selvfølgelig skal vi ikke leve med, at det ikke fungerer.

 


Mit indlægs indhold